Måske skriver jeg allermest dette indlæg for at huske tilbage på de forholdvis mange gange jeg har haft mine 3 børn med i skoven og huske succeserne. Det er nemlig sådan, at den kommende weekend tager jeg dem med igen og for dem der kan se hvornår dette indlæg er skrevet, kan jeg fortælle at det er højvinter. Og at jeg tager en kammerat hans 2 piger med også. Højvinter og højvinter – sådan ser vejrudsigten ud:
Det er ved at være alt for længe siden jeg selv har haft mine børn med i skoven – og mig selv for den sags skyld, så jeg håber virkeligt det bliver en succes og de kan rykke deres far med noget mere i skoven.
Men hvad har egentligt være succeserne tidligere? – Tjah, jeg kan i hvert tilfælde huske fiaskoerne, så kan vi jo starte der. Særligt 2 fiaskoer står tydeligt i erindringen og den første var da den mellemste af mine børn ikke kunne holde varmen, fordi hendes sovepose simpelthen ikke var opgaven voksen. Det er så elementært at ikke engang Maslow kunne beskrive det mere simpelt, men et grundlæggende behov var ikke dækket og turen blev på den baggrund en fiasko. Bum.
Den anden gang var da far og den ældste datter – der lige havde lært at cykle – skulle på cykeltur med overnatning i Rold Skov i august måned. Vejret var fantastisk og ruten var kun på 5 km. – intet problem i det. Men i min primitive visdom skulle vi nyde sommernattens lyde, dufte og synsindtryk sammen, så teltet var blevet derhjemme og vi sov under en tarp – eller forsøgte. For hvordan er det lige det er med myg i en sensommerskov, der har fået godt med regn? Alle forsøg på at lokke myggene væk ved at sætte lanternen lidt væk, afskærme min 4-årige datter det bedste jeg kunne og i det hele taget bruge arme og ben til at holde de blodsugende vampyrer væk mislykkedes. Hun mener idag at hun havde over 100 myggestik da vi kom hjem og jeg er tilbøjelig til at give hende ret.
Nå – nu skal vi afsted i januar-kulden og jeg er ret sikker på at myggene holder sig langt sydpå, eller hvor de nu er på denne årstid. Til gengæld vil jeg erindre de mange små succeser vi har haft gennem årene, når vi har sovet i telte, under tarps eller lignende.
Jeg vil huske at glemme tiden. At spise når vi er sultne og sove når vi er trætte. At lege når vi har lyst til det og sidde og synge når vi har lyst til det – det vil jeg huske.
Så vil jeg huske at tage deres små livretter med. Ikke noget med at lave den store lasagne i jordovn, eller skulle trampe skoven tynd for at finde svampe. Jeg vil huske at den ældste elsker spegepølse-madder, den midterste skal have sin havregrød og den yngste – min søn – skal have sin bedste livret, nemlig “rundeost” (havarti) – på en bolle. Det er da ret enkelt!
Den sidste ting jeg vil huske er at nyde turen sammen med min kammerat og gøre de små stunder vi har sammen på denne måde til noget mere særligt. Jeg ved nemlig at mine børn der efterhånden er 6, 8 og 11 godt ved når far har det godt og hvornår han ikke har det godt. Og når far har det godt har de det også – og det er det vi vil have!